| |
|
|
|
|
|
|
Jeg er gået ind i politik på grund af kulturkampen. Jeg mener, at det er helt afgørende, at den bliver ført, da den er en kamp for det frie folkestyre, for ytringsfriheden og for vores land. DF er om noget partiet, der har ført kulturkamp. Hvis DF ikke er der, vil den slet ikke blive ført. Det er klart, at hvis den røde blok kommer til, vil den gøre, hvad den kan for at rulle filmen tilbage til tiden før 2001. Alt, hvad kulturkampen har betydet, vil den røde blok forsøge at gøre til ingenting. Derfor er det afgørende, at DF er der. Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil ind i folketinget og yde mit til, at kulturkampen fortsætter. Jeg har nedenfor forsøgt at sammenfatte, hvad kulturkampen for består i. |
|
Kulturkampen og Danmark
Kulturkampen er et forsvar for Danmark og det danske folk. Det vil sige, at den er et forsvar for den kultur og de værdier, som Danmark og det danske folkestyre bygger på. Det har desværre været gjort til noget meget fint, at man skulle skamme sig over Danmark og danskerne. Jeg mener overhovedet ikke, at der er noget at skamme sig over. Kulturkampen er for mig båret af stolthed, glæde og taknemmelighed over det at være dansk. En af grundpillerne i dansk kultur er kristendommen. En anden er en lang folkelig tradition. Derfor er kulturkampen et forsvar for et samfund, der er bygget på folkelige institutioner så som folkeskole og folkekirke.
Kulturkampen og islamismen
Kulturkampen består i en kamp mod islamismen, som er en meget alvorlig trussel mod Danmark og resten af Europa. Islamismen er vor tids nazisme eller fascisme. Den trækker et spor af terror, vold og trusler efter sig. Vi skal ikke lade os lamme af frygt, men kæmpe aktivt for, at islamismen aldrig kommer til at sætte dagsordenen i Danmark.
|
|
Kulturkampen og flygtningelove
Kulturkampen består i en stram flygtningelovgivning. Dansk Folkeparti har siden 2001 kæmpet for stramninger i flygtningepolitikken. Den kamp fortsætter også efter næste valg. Vi kan ikke være socialkontor for hele verden, og vi kan ikke være bekendt at efterlade vores land til vores efterkommere som et nyt Balkan. De stramninger, som vi foretager nu, sigter på, at vore efterkommere kan vokse op med den samme tryghed, frihed og de samme muligheder, som vi selv har haft. Hvis vi bare lader stå til, kommer det til at gå ud over vores børn og børnebørn.
Kulturkampen og integrationen
Kulturkampen består i en ordentlig integration. Den multikulturelle overbevisning har spillet fallit. De multikulturelle har hævdet, at alle kulturer i et samfund er sidestillet, og at vi i Danmark derfor ikke kan stille for store krav mht. integration. Den multikulturelle holdning har medført en farlig udvikling. Den har skabt parallelsamfund, har ført til ghettodannelser og har været årsagen til enorme problemer i Danmark som i resten af Europa. Målet for integrationen er selvfølgelig, at man skal integreres i det danske samfund og i dansk kultur. Skal integrationen lykkes, må der stilles krav.
|
|
Kulturkampen og Europa
Vi er i Europa fælles om at være nationalstater. Vi har fælles kulturelle rødder ikke mindst med hensyn til kristendommen. Derfor er det også naturligt, at vi samarbejder i forhold til eksempelvis handel, men kulturkampen er et nej til, at en elite af politikere, embedsmænd og bureaukrater i unionens elfenbenstårn skal bestemme, hvordan vi indretter os i Danmark. Den er et nej til, at danske politikere overgiver suverænitet til EU uden at spørge den danske befolkning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|